Til kommunale samarbejdspartnere
Jeg tilbyder neuropsykologisk konsulentbistand med henblik på at understøtte indsatsen overfor borgere med følger efter neurologisk sygdom eller tilgrænsende lidelse, fx erhvervet hjerneskade, langvarige symptomer efter hjernerystelse eller i forbindelse med stress, angst og depression.
Jeg er fra 1. maj 2025 ansat som supervisor i Aarhus Kommunes nyoprettede supervisor-korps og varetager i denne funktion supervision af tværfaglige teams på tværs af kommunen. Herunder mestringsvejledere indenfor ADHD-området og udviklingshæmning samt neuropædagogiske teams (det brede hjerneskade-område), bofællesskaber og botilbud for personer med handicaps indenfor det psykiatriske område samt andre kommunale tilbud, der henvender sig til borger med psykiske/psykiatriske/neurologiske udfordringer.
Kontakt mig gerne for en uforpligtende samtale om behov og muligheder.
Jeg løser aktuelt følgende typer af opgaver som del af kommune-samarbejde:
- Sagssupervision i et team af medarbejdere i fx rehabiliteringsenhed, kommunikationscenter, sundhedscenter eller botilbud.
- Sagssparring som del af en tværsektoriel indsats mellem fx hjerneskadekoordinator, sagsbehandler, bostøtte, rehabiliteringstilbud og specialundervisningstilbud.
- Afgrænsede undervisningssessioner om fx hjernens opbygning og funktion, neuropædagogik, forståelse af og tilgang til kognitive forstyrrelser, forståelse af langvarige symptomer efter hjernerystelse, hvordan kan man støtte borger mm.
- Afgrænsede rådgivningsforløb og/eller samtaleforløb til borgere med henblik på håndtering af specifik problematik, herunder afdækning af behov for yderligere indsats.
- Supervision og/eller støttende samtale til fagpersoner.
- Jeg har afholdt temadag (3 timer) på to kommunale kommunikationscentre med temaet “Bag om diagnoserne”. Fokus: Forståelse og tilgang til borgere, der visiteres til et undervisningstilbud og hvor opgaven kompliceres af borgeres øvrige diagnoser og eventuelle generelle overbelastningstilstand.